Søvnproblemer og akutte smerter
Ved en akut skade er det også normalt, at det kan medføre søvnproblemer på kort sigt. Ofte vil man hurtigt kunne vende tilbage til sin normale rytme. Som tidligere skrevet i indlægget ”Del 1. Fakta om søvn”, så vil en god søvn hjælpe dig til at få en hurtigere heling efter en skade eller operation. Er skaden stor nok, så vil især din REM søvn (læs mere her) være påvirket negativt. Det kan være, at du har mange smerter – at du er blevet opereret og derfor ikke sover det samme sted, som du plejer – og oplever en kirurgisk stressrespons. Det hele vil påvirke din søvn negativt. Derfor skal man på sygehuset gerne være opmærksom på, at omgivelserne støtter op om, at du får din søvn. Dette gøres bl.a. ved at have et lavt støjniveau, plejerutiner udføres om dagen og man undgår unødigt lys om natten.
Søvnproblemer og kroniske smerter
Har man kroniske smerter, så vil de fleste nikke genkendende til, at man oplever dårligt søvn. Det er tilmed det hyppigste problem man står overfor, og går hånd i hånd med følelsen af træthed og manglende overskud. Samtidig vil det ofte være en medvirkende faktor til at vedligeholde den kroniske smerte. Manglende søvn giver anledning til muskelsmerter, og kan være en del af en ond cirkel. Man er ofte præget af problemer med at falde i søvn og vågner flere gange om natten. Den smerteramte vil ofte blive mere trist og irritabel, og kan have tendens til at isolere sig socialt. Hvis man opnår forbedringer i sit søvnmønster vil de fleste kroniske smertepatienter ofte opleve store forbedringer.
Gode råd til bedre søvnvaner, hvis du har smerter
- Dyrk regelmæssig motion (gerne ude i den friske luft) for at facilitere en naturlig træthed.
- Uanset nattesøvn: Stå op og gå i seng på samme tid hver dag.
- Sørg for et roligt og køligt sovemiljø.
- Hold rytmen i dine måltider, så morgenmad, frokost og aftensmad ligger på samme tidspunkt hver dag.
- Tag ordineret medicin og smertestillende medicin på samme tidspunkt hver dag.
- Tag et planlagt hvil på højst 30 min. 1 eller 2 gange om dagen.
- Undgå koffein og alkohol de sidste timer før sengetid.
- Undlad at sidde foran computeren eller se film lige før sengetid.
- Accepter at vågne op en eller flere gange om natten pga. smerter.
- Har du svært ved at falde i søvn igen, så stå evt. ud af sengen. Gå rundt i huset eller læs i et blad eller en bog. Undgå elektroniske apparater, som aktiverer hjernen unødigt. Gå i seng igen, når du er faldet til ro og igen føler dig træt.
- Hvis du vågner pga. spekulationer eller smerter kan du evt. benytte åndedrætsøvelser, visualisering, mindfulness eller meditation. Disse teknikker kan være gode til afspænding.